Hej!
Nu er det december, og den står på julehygge, arrangementer og en del kage og andre søde sager. Mange af de kager du køber færdigt indeholder citronsyre (E330), der kan give migræne hos nogle. Citronsyre bruges som surhedsregulering og konservering. Det betyder, at det tilsættes madvarer, der skal kunne holde sig længe. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvor længe en sandkage fra supermarkedet kan holde sig. Nå, men de kager du bager selv, smager også langt bedre.
Og kagen er nem at lave, dejen røres sammen og kommes i en smurt rugbrødsform og bages. Den er temmelig julet med krydderier som stødt nellike, stødt ingefær og kanel, men kan efter min mening spises året rundt. Server gerne kagen med creme fraiche og friske blåbær. Alle ingredienser er migrænevenlige, hvilket vil sige, at du kan spise den uden at bekymre dig om, du får migræne af noget i kagen.
Det skal du bruge:
Smør og rasp til formen
3 dl hvedemel
1,5 dl sukker (gerne rørsukker)
1 tsk. kanel
1 tsk. stødt nellike
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. natron
100 g smør
1 dl piskefløde
1 dl mælk
1/2 dl lys eller mørk sirup
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 175 grader (150 grader varmluftsovn). Smør en rugbrødsform (1,5 liter) og fordel rasp i formen i et tyndt lag.
Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Smelt smørret. Rør smørret og resten af ingredienserne ned i skålen. Dejen skal ikke piskes, kun røres sammen og samles til en ensartet dej.
Hæld dejen i formen.
Bag kagen i den nederste del af ovnen i ca. 40-45 minutter. Hold øje med kagen undervejs, og prik med en kødnål eller en gaffel for at tjekke, om kagen er bagt færdig.
Seneste kommentarer