Den klassiske mormormad indeholder ikke mange grøntsager, men vil du leve sundere f.eks. ved at spise mere grønt, så har jeg her lavet en variant af boller i karry, der opfylder dette.

Jeg har brugt kyllingefars til kødbollerne, der er mere magert end hakket kalv og flæsk. Til gengæld er der kokosmælk i saucen for smagens skyld, men du kan altid eksperimentere med at bruge minimælk i stedet, hvis du vil.

Saucen er ikke oplagt at lave i en migrænevenlig version, da en del af ingredienserne kan trigge migræne. Jeg har sat en * ud for de ingredienser, der kan trigge. Vil du have migrænevenlig aftensmad, kan du i stedet stege kødbollerne som frikadeller og servere kartofler og en grøn salat til.

Eller bruge en af opskrifterne fra bogen “Mor med migræne“. Du sparer 20% og får fri fragt med kuponkoden “migræne” ved bestilling inden den 18. december 2019.

Det er til gengæld oplagt at lave en stor portion, nu du er i gang og fryse ned til underskuds- eller travle dage. Bare du husker at varme saucen forsigtigt op, da kokosmælken ellers skiller.

Det skal du bruge (4 personer)

Kødboller:

400 g hakket kyllingekød

1 tsk. salt

1 æg

2 spsk. havregryn

1 dl mælk eller vand

1 tsk. spidskommen

En håndfuld revne grøntsager f.eks. pastinak eller squash

Karrysauce:

1 spsk. olie

1 lille løg*

1-2 fed hvidløg*

1 spsk. karry (eller mere/mindre alt efter, hvor stærkt du kan lide det) *

1 spsk. friskrevet ingefær*

1 tsk. gurkemeje

En knivspids chiliflakes*

1 skrællet og revet æble

2 revne gulerødder

1/2 revet squash eller 2 revne pastinakker

1 rød peberfrugt i små tern

1 dl vand

1 tsk. grøntsagsfond (jeg bruger den fra Touch of Taste)*

1 dåse flåede tomater*

1 dåse kokosmælk (gerne light)*

Salt, peber og evt. mere karry*

Sådan gør du:

Kødboller

Rør kyllingekødet med salt og tilsæt de øvrige ingredienser. Lad farsen hvile i køleskabet, mens du laver saucen.

Karrysauce:

Pil og hak løg og hvidløg fint. Skræl og riv ingefæren. Skræl og riv gulerødder, æble og squash/pastinak. Skær peberfrugten i små tern.

Svits løg, hvidløg, ingefær og karry i olien ved relavtivt høj varme. Hold øje, så det ikke brænder på. Tilsæt nu æble, gulerødder, squash/pastinak og en dl vand. Lad det simre ca. 5 minutter og tilsæt så gurkemeje, chiliflakes, grøntsagsfond, tomater og kokosmælk.

Lad saucen simre i minimum 30 minutter og lad den køle let af. Blend saucen ensartet med en stavblender og smag til med salt, peber og evt. mere karry.

Kog kødbollerne direkte i saucen, så får de en masse smag. De er færdige, når de popper op. Det tager ca. 5-6 minutter ved middel varme. Det er vigtigt, at saucen ikke koger, for så skiller kokosmælken.

Server med fulkornsris og evt. en grøn salat.

Hvem skal du invitere på boller i karry i den nærmeste fremtid?

Leave a Reply