Monthly Archives

januar 2020

Postmand Per som redningsmand

By Migræne, livskvalitet No Comments

Et personligt indlæg om familieliv med migræne som følgesvend

Min mand Søren arbejdede i Danmark, da børnene var små og vi bor i Malmø.

Både afstanden og antallet af anfald – som dengang i perioder var oppe på 16 dage om måneden – betød, at jeg ikke ringede til ham hver gang, jeg fik migræne, så han kunne tage børnene.

Jeg har nemlig god hjælp af migrænemedicin og får det oftest bedre 2 timer efter, jeg har taget medicinen.

Jeg havde et kriterie for, hvornår jeg ringede efter ham. Når anfaldet var så slemt, at jeg vurderede, at jeg ikke kunne tage mig af børnene.

Postmand Per som redningsmand

Jeg kan huske en episode, hvor jeg havde det virkelig dårligt. Jeg lå på sofaen med Andreas på armen og Postmand Per på DVD’en, mens jeg ventede på, at medicinen skulle virke.

Det gjorde den bare ikke og det endte med, at jeg måtte ringe efter Søren. Han kom hjem med det samme, så jeg kunne stemple ud og hvile mig.

Han har altid taget over, når der har været behov for det. Uden brok, surhed eller ærgrelse over, at han f.eks. måtte aflyse et møde.

Simpelthen fordi han vidste, at jeg havde brug for hjælp, når jeg spurgte om det. Det er jeg meget taknemmelig for. Det er vigtigt med en forstående partner, der respekterer dig.

Hvordan håndterer du familielivet?

Nu har jeg delt nogle af mine erfaringer og oplevelser med dig.

Måske noget af det vækker genklang hos dig?

Skriv gerne om nogle af dine erfaringer i tråden under indlægget. Din historie kan måske være med til at hjælpe andre videre.

Ps. I podcastinterviewet om Sårbar Power bliver du klogere på familieliv og migræne og vi taler også om bogen “Mor med migræne – Lær at håndtere familielivet før, under og efter gravidtet“. Vi kommer vidt omkring i interviewet og taler blandt andet også om kost og livstil. Lyt med her. Interviewet varer en times tid.

Mor har græne

By Migræne, livskvalitet No Comments

Et personligt indlæg om familielivet med migræne som følgesvend

“Mor har græne” – Det var noget af det første min søn Andreas kunne sige, da han var lille.

Han har været 2-3 år og når jeg fortæller det til andre, siger de “ej, hvor nuttet” eller “nårh”, men det var absolut ikke den følelse jeg fik, når han sagde det.

Jeg blev virkelig ked af det, for skal en lille dreng gå rundt og bekymre sig om, at mor er syg?

Når jeg tænker efter, så ved jeg, at han ikke led overlast. For ham betød det, at nu kan mor ikke lege og jeg er sammen med far og storesøster Ida så længe, men alligevel gav det et stik i hjertet, når han sagde det.

En følelse af utilstrækkelighed

Jeg følte mig utilstrækkelig og fik dårlig samvittighed.

Noget du måske kender til, hvis du har migræne eller andre omstændigheder, der gør, at du må melde dig syg fra arbejde, melde fra til arrangementer eller aflyse ting med familien?

For mig personligt er min familie og især mine børn det vigtigste og det gør ondt, når jeg ikke kan være der for dem. Heldigvis går anfaldet over igen og de kan se, at nu er mor tilbage.

Desuden er det lettere med større børn, da de jo er mere selvkørende og kan forstå, når man forklarer mere nuanceret om migrænen.

Del gerne dine erfaringer i tråden under indlægget. Din historie kan måske være med til at hjælpe andre.

Vil du have strategier til at håndtere familieliv, når én i familien har migræne, så lyt med i podcastinterviewet, hvor Christina fra Sårbar Power interviewer mig om bogen “Mor med migræne – Lær at håndtere familielivet før, under og efter gravidtet” og en række andre ting f.eks. kost og livsstil.

Jeg har lyst til at skære mit hoved af

By Migræne, livskvalitet No Comments

Et personligt indlæg om familielivet med migræne som følgesvend

I Indlæggene “Mor har græne” og “Postmand Per som redningsmand”, delte jeg nogle af mine personlige erfaringer med dig.

I dag deler jeg en episode mere.

Jeg har lyst at skære mit hoved af

Når jeg har anfald, går jeg ind i mig selv og tænker mig ikke altid om, når jeg siger noget. Jeg er meget stille og det eneste jeg kan finde på at sige er “åh, hvor er jeg træt af det” eller også bander jeg højt for mig selv.

En gang hvor det var rigtig slemt græd jeg, selvom jeg normalt ikke græder ved anfald, da det gør smerten i hovedet meget værre og sagde til Ida vores store datter, der dengang var 16 “Jeg har lyst til at skære mit hoved af, det gør så ondt“.

Jeg tænkte mig ikke om og hun blev så ked af det og sagde “Sådan må du ikke sige mor” og jeg bliver helt trist og flov ved tanken.

Hun er min datter og selvfølgelig bliver hun ked af, at jeg vil “skade mig selv”, selvom jeg jo ikke mente det bogstaveligt. Så store børn kan også blive bange og vi skal lige huske, hvem vi taler med. Også når anfaldet raser og vi ikke tænker klart.

Jeg sagde selvfølgelig undskyld og understregede, at jeg ikke mente det, men at jeg var desperat og det forstod hun.

Hvordan håndterer du familielivet?

Nu har jeg delt nogle af mine erfaringer og oplevelser med dig og det her indlæg var lidt hårdt følelsesmæssigt at skrive, men det har summet i mit hoved den seneste uges tid og skulle ud.

Måske noget af det vækker genklang hos dig?

Skriv gerne om nogle af dine erfaringer i tråden under indlægget. Din historie kan måske være med til at hjælpe andre videre.