Et personligt indlæg om familielivet med migræne som følgesvend

“Mor har græne” – Det var noget af det første min søn Andreas kunne sige, da han var lille.

Han har været 2-3 år og når jeg fortæller det til andre, siger de “ej, hvor nuttet” eller “nårh”, men det var absolut ikke den følelse jeg fik, når han sagde det.

Jeg blev virkelig ked af det, for skal en lille dreng gå rundt og bekymre sig om, at mor er syg?

Når jeg tænker efter, så ved jeg, at han ikke led overlast. For ham betød det, at nu kan mor ikke lege og jeg er sammen med far og storesøster Ida så længe, men alligevel gav det et stik i hjertet, når han sagde det.

En følelse af utilstrækkelighed

Jeg følte mig utilstrækkelig og fik dårlig samvittighed.

Noget du måske kender til, hvis du har migræne eller andre omstændigheder, der gør, at du må melde dig syg fra arbejde, melde fra til arrangementer eller aflyse ting med familien?

For mig personligt er min familie og især mine børn det vigtigste og det gør ondt, når jeg ikke kan være der for dem. Heldigvis går anfaldet over igen og de kan se, at nu er mor tilbage.

Desuden er det lettere med større børn, da de jo er mere selvkørende og kan forstå, når man forklarer mere nuanceret om migrænen.

Del gerne dine erfaringer i tråden under indlægget. Din historie kan måske være med til at hjælpe andre.

Vil du have strategier til at håndtere familieliv, når én i familien har migræne, så lyt med i podcastinterviewet, hvor Christina fra Sårbar Power interviewer mig om bogen “Mor med migræne – Lær at håndtere familielivet før, under og efter gravidtet” og en række andre ting f.eks. kost og livsstil.

Leave a Reply