Et personligt indlæg om familieliv med migræne som følgesvend

Min mand Søren arbejdede i Danmark, da børnene var små og vi bor i Malmø.

Både afstanden og antallet af anfald – som dengang i perioder var oppe på 16 dage om måneden – betød, at jeg ikke ringede til ham hver gang, jeg fik migræne, så han kunne tage børnene.

Jeg har nemlig god hjælp af migrænemedicin og får det oftest bedre 2 timer efter, jeg har taget medicinen.

Jeg havde et kriterie for, hvornår jeg ringede efter ham. Når anfaldet var så slemt, at jeg vurderede, at jeg ikke kunne tage mig af børnene.

Postmand Per som redningsmand

Jeg kan huske en episode, hvor jeg havde det virkelig dårligt. Jeg lå på sofaen med Andreas på armen og Postmand Per på DVD’en, mens jeg ventede på, at medicinen skulle virke.

Det gjorde den bare ikke og det endte med, at jeg måtte ringe efter Søren. Han kom hjem med det samme, så jeg kunne stemple ud og hvile mig.

Han har altid taget over, når der har været behov for det. Uden brok, surhed eller ærgrelse over, at han f.eks. måtte aflyse et møde.

Simpelthen fordi han vidste, at jeg havde brug for hjælp, når jeg spurgte om det. Det er jeg meget taknemmelig for. Det er vigtigt med en forstående partner, der respekterer dig.

Hvordan håndterer du familielivet?

Nu har jeg delt nogle af mine erfaringer og oplevelser med dig.

Måske noget af det vækker genklang hos dig?

Skriv gerne om nogle af dine erfaringer i tråden under indlægget. Din historie kan måske være med til at hjælpe andre videre.

Ps. I podcastinterviewet om Sårbar Power bliver du klogere på familieliv og migræne og vi taler også om bogen “Mor med migræne – Lær at håndtere familielivet før, under og efter gravidtet“. Vi kommer vidt omkring i interviewet og taler blandt andet også om kost og livstil. Lyt med her. Interviewet varer en times tid.

Leave a Reply